Stærk lokal profil som privatrådgiver til ny filial i Odense
Rise Sparekasse har ansat Heidi Happel som privatrådgiver i Sparekassens kommende filial i Odense pr 1. september.
Heidi kommer fra en stilling som kunderådgiver - Private Banking i et større pengeinstitut i Svendborg, hvor hun har været ansat de seneste 10 år. Tidligere arbejdede hun næsten 13 år i et andet større pengeinstitut, og hun bringer dermed mere end 23 års erfaring fra den finansielle sektor med sig til Rise Sparekasse. Gennem årene har hun opbygget stor erfaring inden for både privatøkonomi, formuerådgivning og rådgivning af privatkunder.
Som den første privatrådgiver, der ansættes til den nye filial, får Heidi en central rolle i opbygningen af Rise Sparekasses tilstedeværelse i Odense. Hun skal være med til at skabe stærke kunderelationer og sikre den nærværende og personlige rådgivning, som kendetegner Sparekassen.
Heidi siger selv:
"Det var især muligheden for at være med fra starten og være med til at opbygge en helt ny filial i Odense, der tiltrak mig. Jeg har længe ønsket at blive en del af et mindre og mere nærværende pengeinstitut, og derfor tiltaler det mig, at Rise Sparekasse er en garantsparekasse med stærke lokale værdier og et tæt forhold til kunderne. Her er der kort vej fra idé til handling, hvor den personlige rådgivning er i fokus."
Filialdirektør i Odense Brian Struwe Poulsen udtaler:
"Jeg er meget glad for, at Heidi har valgt at blive en del af holdet i Odense. Hun bringer både erfaring, engagement og et højt fagligt niveau med sig. For mig er det afgørende, at vi bygger en filial med dygtige medarbejdere, som brænder for at skabe gode kundeoplevelser, og her er Heidi et stærkt første valg."
Sparekassedirektør Bjarne V. Nielsen udtaler:
"Vi er glade for at kunne byde Heidi velkommen til Rise Sparekasse. Etableringen i Odense er et vigtigt skridt i Rise Sparekasses kontrollerede udvikling. Heidi får en vigtig rolle i opbygningen af den nye filial, og hendes erfaring og personlige tilgang til kunderne passer rigtig godt til de værdier, vi arbejder ud fra. Vi er glade for at have fået hende med på holdet."
Ansættelsen af Heidi sker som led i opbygningen af Rise Sparekasses nye filial i Odense. Udover Heidi er erhvervsrådgiver Lars Truelsegaard og administrativ medarbejder Morten Schrader Knudsen også ansat, og Sparekassen søger fortsat yderligere to privatrådgivere til filialen.
Holdet bag Rise Sparekasses kommende filial i Odense arbejder i øjeblikket fra Sparekassens lokaler i Svendborg. Det forventes, at vi flytter ind i lokalerne i Odense medio december 2026.
Privat bor Heidi i Ringe sammen med Thomas, og sammen har de to børn på 18 og 15 år. I fritiden nyder hun lange gåture, tid med familie og venner samt gode bøger, da hun er lidt af en læsehest.
For yderligere information, kontakt venligst:
Sparekassedirektør:
Bjarne V. Nielsen
Telefon: 2325 0996
E-mail: bn@sparekassen.dk
